Om KOMPAN > KOMPANs etiske kodeks

KOMPANs etiske kodeks

Gældende for parter, der er involveret i produktionen af KOMPANs produkter.


1. INTRODUKTION

Dette adfærdskodeks er et udtryk for KOMPANs holdning til menneskerettigheder, arbejdsmiljø samt miljøet i forbindelse med produktionen af KOMPANs legeredskaber. Indholdet er baseret på relevante konventioner fra den internationale arbejdsorganisation ILO (International Labour Organisation) og FN.

Dette adfærdskodeks gælder for KOMPANs egne selskaber og for direkte leverandører og underleverandører, der leverer råmaterialer, komponenter, klargørings- og håndteringsprocesser i forbindelse med produktionen af KOMPANs produkter. I det følgende benævnes KOMPANs selskaber, leverandører og underleverandører alle som "leverandører".

Formålet med dette adfærdskodeks er at sikre, at leverandører fremstiller komponenter til KOMPAN på en måde, der respekterer deres ansattes rettigheder.


2. LOKAL LOVGIVNING OG ANDRE REGLER
Hvis kravene i dette adfærdskodeks udtrykker en højere standard end de standarder, som den lokale lovgivning og andre regler i det pågældende land foreskriver, er det betingelserne i dette adfærdskodeks, der skal følges.


3. ANSÆTTELSESVILKÅR

3.1 Børnearbejde
KOMPAN samarbejder ikke med leverandører, der benytter sig af børnearbejde.

Børnearbejde defineres som ansættelse af børn, som endnu ikke har gennemført deres obligatoriske skolegang, eller som er under 15 år (14 år, hvor dette er tilladt iht. ILO's konvention nr. 138). Hvis den lokale lovgivning eller lokale regler fastsætter en højere aldersgrænse, skal denne overholdes.

Med henvisning til FN's konvention om børns rettigheder anmoder KOMPAN leverandøren om at betragte ansatte mellem 15 og 18 år som en særligt sårbar gruppe af ansatte, der skal behandles tilsvarende.

Det er til enhver tid leverandørens ansvar at kontrollere samtlige ansattes alder.

3.2 Tvangsarbejde og psykisk/fysisk chikane af ansatte
KOMPAN samarbejder ikke med leverandører, der benytter sig af tvangsarbejde eller ufrivilligt arbejde, herunder arbejde i fængsler, arbejde på tvangskontrakter, slaveri eller andre former for arbejde, der finder sted imod den ansattes egen fri vilje eller valg.

Ansatte må hverken udsættes for fysisk eller psykisk chikane eller for korporlig afstraffelse, trusler om vold, seksuelle overgreb eller andre former for mishandling.

3.3 Aflønning og arbejdstider
Leverandørerne skal mindst betale deres ansatte den minimumsløn, der foreskrives af den gældende lovgivning i det pågældende land. Endvidere skal leverandører tilbyde alle lovpligtige goder.

Medmindre den lokale lovgivning begrænser den maksimale arbejdstid, og medmindre ekstraordinære forretningsvilkår nødvendiggør det, kan den ansatte ikke afkræves at arbejde mere end 48 timer i en almindelig arbejdsuge eller pålægges en arbejdsuge på over 60 timer inkl. eventuelt overarbejde.

En arbejdstid, der overstiger 60 timer om ugen, skal accepteres frivilligt og skal planlægges på en måde, der garanterer sikre og humane arbejdsvilkår. Ansatte skal kompenseres for overtid i overensstemmelse med gældende lokal lovgivning.
Med undtagelse af ekstraordinære arbejdssituationer skal alle ansatte være berettiget til mindst én ugentlig fridag.

3.4 Diskrimination
Kulturforskelle skal anerkendes og respekteres. Alle ansatte skal behandles i overensstemmelse med deres evner og kvalifikationer i alle beslutninger, der vedrører arbejde, ansættelse, forfremmelse, uddannelse, afskedigelse og opsigelse samt andre relevante vilkår for den ansatte.

Den ansatte må ikke diskrimineres på grund af race, religion, alder, køn, nationalt tilhørsforhold, seksuel orientering eller handicap.

3.5 Foreningsfrihed
Enhver ansat har ret til at vælge at stifte en fagforening, til at være medlem af en fagforening eller til at afslå at være medlem af en fagforening, der varetager de ansattes interesser.

Den ansatte må hverken udsættes for trusler eller chikane i forbindelse med fredelig udnyttelse af disse rettigheder. Efter ønske skal det være muligt at forhandle kollektive overenskomster uden risiko for indblanding eller restriktioner.


4. ARBEJDSMILJØ, SUNDHED OG SIKKERHED
Alle ansatte skal have et sikkert og sundt arbejdsmiljø, hvor alle gældende love og regler overholdes. Som minimum skal arbejdsmiljøet opfylde følgende betingelser:

  • Alle anlæg skal overholde eller overstige kravene i eksisterende lovgivning vedrørende byggesikkerhed og brandregler.
  • Alle anlæg skal overholde korrekte belysnings- og ventilationsregler på arbejdspladsen.
  • Alle anlæg skal have tydeligt markerede gangarealer og udgange, der altid er funktionsdygtige og tilgængelige.
  • Alle ansatte skal være bekendt med planer for nødsituationer, førstehjælp og evakuering.
  • Alt anvendt sikkerhedsudstyr skal systematisk testes og kontrolleres.

Arbejdsgiveren skal sikre, at arbejdsulykker og/eller arbejdsmiljørelaterede sygdomme undgås.


5. EKSTERNT MILJØ
Leverandøren skal overholde gældende lokale regler for beskyttelse af det eksterne miljø.

KOMPAN vælger leverandører, som handler ansvarligt, og som i det omfang, det er muligt, undgår at påvirke miljøet.


6. OVERVÅGNING OG EVALUERING
KOMPAN forbeholder sig ret til at overvåge relevante leverandører og deres anlæg. Leverandører skal opbevare al påkrævet dokumentation på stedet for at kunne dokumentere, at de overholder adfærdskodekset, og efter anmodning skal leverandører fremlægge alle nødvendige oplysninger for KOMPAN, herunder oplysninger om kontrolbesøg og dokumentfortegnelser samt sikre adgang til de ansatte, så KOMPANs egne ansatte eller udpegede stedfortrædere (herunder tredjeparter) kan føre fortrolige samtaler med de ansatte.

Leverandøren vil blive bedt om at udfylde et spørgeskema vedrørende overholdelse af indholdet i dette adfærdskodeks, før et muligt samarbejde kan etableres. Efter dette vil KOMPAN foretage en opfølgning i overensstemmelse med beskrivelsen i KOMPANs kvalitets- og miljøstyringssystem. 

Vidste du at…

Samtlige legeredskaber i KOMPANs NATURE-serie er FSC-certificeret?

Læs mere