Legepladser

Kirkeby Idrætsforening

Lørdag den 2. maj 2009 blev Kirkeby Idrætsforenings nye multibane indviet. Foreningen har dermed fået nye muligheder for den daglige træning såvel som afholdelse af specielle arrangementer. 

- Banen har været en stor succes, fortæller Jørn Hansen, formand for Kirkeby idrætsforening. - Den ligger placeret i forbindelse med skolen, som bruger banen i idrætstimerne. Vi har endda observeret at børnene møder ½ time før idrætstimen for at spille fodbold. Banen er også åben for enhver der ønsker at bruge den, og den bruges selvfølgelig meget af vores fodboldafdeling. Især i vinterhalvåret bliver banen brugt til størsteparten af al træning. Det er dejligt at kunne spille på kunstgræs i stedet for en pløret græsbane, og vi har oplevet at spillet bliver både hurtigere og mere teknisk, når vi spiller med bander. I starten da multibanen havde nyhedens interesse, kunne der opstå diskussioner om hvem der havde retten til at spille på banen, men i dag aftaler de forskellige ofte på forhånd, hvilket hold der skal bruge banen og hvornår.

- Både små og store spiller på multibanen, fortsætter Jørn. - Vores old boys hold træner hver onsdag, og forleden dag da jeg var forbi, var der børn og voksne fra et selskab, som fejrede en 60-års fødselsdag. Så der var spillere fra 2 år og op til 60 år. Vi har også haft forskellige arrangementer på banen. I juni i år afholdte vi KIF CUP 2009, hvor forskellige firmaer havde mulighed for at stille med fodboldhold på 4-6 personer.

- Da vi startede projektet op, satte vi spørgsmålstegn ved, om vi ville kunne samle så mange penge ind, men når så mange fonde var villige til at støtte vores projekt, havde vi mulighed for at investere i den bedste multibane der findes på markedet. Der er ingen tvivl om, at KOMPANs bane er den mest gennemførte løsning, og af den bedste kvalitet. Det er også en fordel at den er transparent, og ikke så kompakt som mange andre baner.

- Vi har været yderst tilfredse med samarbejdet med KOMPANs salgskonsulent, Trine. Hun har været super til at overholde alle vores aftaler og KOMPAN har været fleksible mht. vores ønsker. Vi ville f.eks. gerne have en specialløsning med stål hele vejen rundt i målene. Efter bare et par dage vendte Trine tilbage og fortalte at det kunne de godt klare, afslutter Jørn.

Multibanen er 16 x 32 m og Kirkeby Idrætsforening har valgt at få installeret lysmaster rundt om banen, så den kan bruges i længere tid på sommeraftenerne og i hele vinterhalvåret.

Projektet er lykkedes takket være en stor frivillig arbejdsindsats, samt en række velvillige sponsorer som f.eks. DBU, Lokale og Anlægsfonden, LAG Sydfyn og Svendborg Kommune. Sidstnævnte var repræsenteret i kraft af borgmester Lars Erik Hornemann, som indviede multibanen.

Vidste du at…

Du kan se et udvalg af KOMPAN-legepladser fra hele landet her på hjemmesiden?

Læs mere