Næsby Fodboldlegeland
Verdens første fodboldlegeland er blevet til gennem et samarbejde mellem Næsby Boldklub og KOMPAN. Fodboldlegelandet er 2.000 m² og giver mulighed for talrige former for leg og boldspil.
”Vi ville skabe et univers, der er så unikt, at det både tiltrækker legende børn, familier, motionister, firmafester og deltagere i en polterabend. Og som samtidigt kan bruges til at udvikle fodboldtalenter efter nyeste metoder”, siger Henrik Lehm, cheftræner og talentudvikler i Næsby Boldklub.
Fodboldlegelandet består af en stor multibane, hvor der bl.a. er vævet løbestier ind i kunstgræsset, så der kan trænes teknik. Derudover er der flere mindre multibaner, som kan benyttes til fodtennis, basketball, volleyball m.m. En 280 m lang forhindringsbane er god til at få pulsen op og til dem som ikke er boldinteresserede. Endelige findes der et overdækket område med udendørs fitnessredskaber.
Samtlige aktiviteter står til gratis afbenyttelse og området er belyst, så det i princippet kan benyttes døgnet rundt.
Med dette unikke Fodboldlegeland bliver Næsby Boldklub endnu mere integreret i nærmiljøet. Det er ligeledes oplagt for de otte folkeskoler og 13 daginstitutioner, som ligger i en radius af 5 km fra klubben, at benytte området.
Vidste du at…
Det var KOMPAN som opfandt fjedervippen, som i dag er kopieret i hele verden af andre producenter af legeredskaber?
