Plads til leg på skolens legeplads

KOMPAN legepladser fra hele verden

Konceptet Zoneparc fremmer fælles leg og social inklusion

Hvem kan ikke huske sin egen skolegård? Det at løbe ud så hurtigt som muligt i hvert frikvarter for at gøre krav på en plads i gården. Spille fodbold, lege tagfat og sjippe lige til det ringer ind. Det er nogle dejlige minder, men hvad med skolegården i sig selv? Der var sikkert brostensbelægning eller cement fra cykelskuret til skoleindgangen, og hvis man var heldig, var der måske et klatrestativ. Der er en verden til forskel på det billede og den nye Zoneparc på St. Henricus skole i Amsterdam med sine glade farver og mønstre på jorden, steder til at sidde og hyggesnakke, en atletikbane, en rigtig streetfodboldbane, basketball og en kæmpestor flot KOMPAN-legeplads midt i gården, hvor børnene kan klatre, rutsje, kravle, eller hvad de nu skulle finde på. Der er et utal af aktiviteter i hele legeområdet, og heldigvis er Zoneparc også åben efter skoletid.

St. Henricus Skole er et af de fire steder, hvor Hollands Zoneparc-fond i øjeblikket prøvekører dette nye legepladskoncept for skoler. Ifølge projektleder Sanne Nuijten er princippet ret enkelt: "En Zoneparc er en skolegård, der er inddelt i tre zoner med hver deres farve. Den røde zone er til sport og giver mulighed for at spille fodbold, basket og endda dyrke atletik. Den blå er en multiaktivitetszone med alle mulige spil og farverige markeringer. Den gule er det, vi kalder chillout-zonen, hvor man kan slappe af og hygge sig med vennerne. Der er en orange linje, der forbinder alle aktiviteterne, og her på midterlinjen kan man også lege andre lege."

Tydeligt afgrænsede zoner

Konceptet Zoneparc er et initiativ fra NIKE og stammer fra Storbritannien, hvor der er blevet bygget mere end 320 Zoneparc-legepladser siden 2001. Sanne Nuijten forklarer, at det hele begyndte for at forhindre mobning og slåskampe på legepladsen. "På skolernes legepladser ser man ofte børn slås eller kæmpe for en plads, ligesom det var før i tiden. Drengene vil spille fodbold og overtager hele legepladsen, så der er meget lidt plads tilbage til pigerne. Eller også er der flere grupper, der vil lege det samme sted, men uden at pladsen tillader det. Med Zoneparc er det helt anderledes. Zonerne er tydeligt afgrænsede, og alle kan finde deres eget sted. Er der nogen, der vil spille fodbold? Så kan de gøre det inden for banens linjer. Man kan snakke i chillout-zonen og lege andre lege i den blå zone. Her er der nok til alle." I Zoneparc markerer de farvede underlag og design stederne til de forskellige lege og sportsaktiviteter.

Basketball, hyggesnak, hinkeleg, boldkast, cykling og meget mere. Reglerne for legeområderne er nedskrevet i en særlig manual, som skolen modtager sammen med leveringen af deres Zoneparc. Men zonerne er designet på en måde, så man selv kan finde på alle mulige nye lege.

Sjovt og lærerigt

Lige så sjove som legepladserne forekommer, lige så alvorligt er formålet med Zoneparc: nemlig en øget social inklusion af dårligt stillede børn, større deltagelse af piger i bevægelse og sport, mindre mobning og mere fysisk aktivitet. I Holland er fokus hovedsageligt lagt på grundskoler, der har elever fra vanskeligt stillede familier, eller er placeret i midten af større byer, hvor der ikke er megen plads til leg. Ifølge Sanne er Zoneparc en kæmpe fordel for disse skoler. "I en Zoneparc er der masser af plads til fysisk aktivitet i form af leg og sport. Og man kan også inddrage alle mulige typer leg i undervisningen. På legepladsen på St. Henricus har vi for eksempel skabt et stort ur, hvor man kan vise, hvad klokken er med sine arme. Der er også et ABC-spil, hvor man kan lære om alfabetet. Figurerne i den blå zone er lavet på en mere abstrakt måde, så man kan gøre, hvad man vil, og med lidt fantasi kan børnene lege de mest fantastiske lege."

"Zoneparc-helte"

De såkaldte Zoneparc-helte har fået en vigtig hovedrolle. Det er elever fra 8. klasse, der er oplært specielt, så de kan hjælpe med at holde opsyn på legepladsen. De deler materialer ud, der som regel tilhører Zoneparc, f.eks. fodboldmål, stopure og basketbolde. Men de hjælper også de mindste på klatrestativet, hvis der er brug for det. Ifølge Sanne er det disse "helte", der gør Zoneparc til det, det er. "Faktisk gør de alting på legepladsen, og dermed aflaster de lærere og pædagoger rigtig meget. På den måde får de mere tid til at have personlig kontakt med børnene og dermed holde bedre øje med legepladsen. Heltene tager deres arbejde meget alvorligt. De advarer børn, der ikke overholder reglerne, og hvis det er nødvendigt, kan de uddele straffe f.eks. ved at fratage børn retten til at lege i næste frikvarter. Børnene ser virkelig op til heltene, og det bedste er, at de også selv kan blive helte, for hvert år oplærer de nuværende helte deres efterfølgere.

Oplæring af alle de involverede parter

Naturligvis er det ikke kun eleverne i 8. klasse, der er ansvarlige for, hvad der foregår i frikvartererne. Sanne og hendes team oplærer alle, der er involveret i Zoneparc. "For eksampel bliver pædagogerne oplært til at være Zoneparc-skoletrænere, og sammen med heltene styrer de begivenheder på legepladsen. Det samme gælder for fritidstrænerne, der holder øje med tingene, når Zoneparc er åben uden for skoletiden. Og naturligvis er der også lærerne, som skal vide alt om Zoneparc. Meget af informationen findes i den manual, som skolen modtager. Den viser eksempler på styring af Zoneparc samt vedligeholdelse og tilsyn. Men vi udleverer også et lille hæfte, der beskriver alle markeringerne og indeholder tips og ideer til alle mulige spil, forskellige undervisningsaktiviteter og brug af materialerne. I fremtiden vil vi gerne lave en onlineversion, hvor folk kan chatte og udveksle ideer."

Støtte fra KOMPAN

Det er klart, at et koncept som Zoneparc ikke kan finansieres uden hjælp fra det offentlige og den private sektor. I Holland er KOMPAN en af de parter, der støtter op om projektet, udover NIKE der er initiativtager. Det er et naturligt valg, eftersom leg og udvikling er kerneværdier i KOMPANs filosofi, og her passer dette koncept rigtig godt ind. I tilfældet med St. Henricus skole var KOMPAN Play Institute i Zaltbommel meget glade for at kunne hjælpe med planlægningen af legepladsen, og så er der selvfølgelig også det kæmpestore KOMPAN ELEMENTs-anlæg, der springer i øjnene i midten af Zoneparc.

Ifølge Sanne Nuijten er selv den hollandske regering ved at tage ideen op, fordi Zoneparc er mere end bare en legeplads. Det er en måde at give børn mulighed for at lege og bevæge sig sammen, både i frikvartererne og uden for skoletid, da Zoneparc er tilgængelig for alle børn i nabolaget og deres forældre med de positive følger, det har." Under alle omstændigheder er hun opmuntret af de resultater, der allerede er synlige i Amsterdam, samt erfaringerne fra Storbritannien, hvor Zoneparc lader til at være en kæmpe succes. Der er meget færre slåskampe og mobning på skolens legeplads, børnene er mere rolige og koncentrerede i begyndelsen af timer efter et frikvarter, og så er der mere bevægelse og leg for alle børn. Det er præcis, dét vi mener med "Playful living".

Hurtige fakta
Placering: Amsterdam i Holland